Cronhammar med videre

De sidste par dage har budt på vidt forskellige kunstoplevelser. Torsdag var vi i Ålborg på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor vi så Ingvar Cronhammars "Ballroom". Som så mange af hans installationer er den stor og imponerende. Den står bare midt i rummet, som det eneste, og ser ud som om mørke kræfter har anbragt den der, med hensigter som man roligt kan være bekymret for. Materialerne er mahogni, gummi sort glas og fine plexiglas-strenge som indmad. Der kan ikke holdes noget fornuftigt bal derinde. Nå, Cronhammar kan man læse om så mange steder.




Den lokale avis gjorde os opmærksom på et noget mindre værk, denne mand af papmache og kaninskind opstillet i skovbrynet. Den er også pludselig dukket op, helt bogstaveligt, der er ingen der har lagt navn til den. Den står i skovbrynet ved Egebaksandevej.

Lidt længere henne, i Fadddersbøl stod bl.a. disse tre store masker, også uden forklaring i øvrigt. De står ved en landejendom og kigger tomt på landevejen, men kunstneren havde ikke sat noge form for skilt op, hverken ved værkerne eller ved ejendommen. Tre værker i tre vægtklasser, som kun har det tilfælles, at de efterlader en med ubesvarede spørgsmål.

Den banale hverdag

Hvor banalt kan et problem blive, før man lissom mister retten til at beskrive det, uden at fremstå som krakilsk og smålig?
Meta-problemet er sjovere end selve problemet. Overvejelserne udspringer af mit just overståede besøg i vort lokale Superbest. Butikken har den ene fordel, at den ligger lige i nærheden. Bortset fra det er det gået slemt tilbage for nærbutikken her på det sidste. For et års tid siden kom er nye ejere, som straks udvidede butiksarealet. Før ejerskiftet var det ganske rigtigt en lidt klemt butik med alting stablet op hist og her, men jeg tænkte aldrig nærmere over det, jeg handlede der bare. Nu er der tale om en væsentlig større butik, som jeg altid går lidt ærgelig fra. Hver eneste gang jeg er der, er der varer, som ikke er prismærket, hvor jeg enten må spørge efter prisen eller lade dem ligge. Og ofte mangler helt banale varer. I torsdags var jeg nede at handle, og måtte undvære min sædvanlige kaffe, Merrild Noir, som efter min mening er et godt kompromis mellem pris og kvalitet. Tilbage var deciderede special-produkter og væmmelig discount-kaffe. Nå det er hvad der kan ske, vi klarede os gennem weekenden og nød den håndplukkede øko-kaffe fra Kilimanjaros skråninger.
Tænk sig: I dag var der stadig ingen Merrild Noir og hvad værre er, heller ingen Thy Pilsner i hele kasser. Enhver kan nu se, at vi bevæger os fra let irritation til mindre katastrofer.
Jeg kunne selvfølgelig stemme med fødderne og køre tværs gennem byen til en mere proffessionelt drevet butik, men hvis alle gør det, mister vi jo vores nærbutik. Jeg kunne også klage til personalet eller ledelsen, men helt ærligt, vi kender godt de typer, der altid brokker sig over deres nærbutik.
I stedet må vi glæde os at det, som faktisk fungerer, selv om det er slemt at skulle klare sig med De forenede bryggeriers triste undskyldning for en øl.